The Fan

I den enorme sammenflydende anonyme masse, der hedder fans, findes der en mand der ikke helt kender definitionen på dét ord. Det er Gil Renard (Robert De Niro), og han har mistet både arbejde, kone og næsten også barn, så nu er hans eneste faste holdpunkt Bobby Rayburns (Wesley Snipes), der er Basebalspiller for topholdet The Giants. Renard status som fan ændres snart, til status som stalker, og så begynder tingene for alvor at gå galt © Scope

Produktionsår 1996
Genre Thriller
Instruktør Tony Scott
Medvirkende Robert De Niro, Wesley Snipes, Ellen Barkin, John Leguizamo
Spilletid 115 min.
Biopremiere 15.11.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Tony Scott

(INSTRUKTØR)
Ligesom sin 7 år ældre bror Ridley er Tony uddannet ved The Royal College of Art i London og lavede op gennem 1970erne utallige reklamefilm før han kom til filmen. Han scorede en række hits i yuppie-firserne, heriblandt debuten, vampyrfilmen "The Hunger" (1983), og især "Top Gun" (1986), en luftbåren buddy movie, der blev Tom Cruises afsæt...

Anmeldere

Scope
Husk altid at takke!

Idoldyrkelse kan lynhurtigt blive til en besættelse - og hvis idolet ikke forstår at værdsætte opmærksomheden, kan dyrkelsen blive til had.

Engelske Tony Scott er ved at blive ærkeamerikaner - så amerikansk, at han nu for tredie gang laver en film, der foregår i miljøet omkring en ultra-amerikansk sportsgren - denne gang er det baseball det drejer sig om, tidligere har han lavet "Days Of Thunder" om racerløb og "The Last Boyscout" om fodbold (den rigtige amerikanske slags, ikke den føle-føle udgave der spilles i Europa!). Logisk set må det næste vel være en film om basketball?

Det der optager Scott er nu ikke så meget selve sportsgrenene, som de personer der dyrker dem - både dem der kæmper på banen, men mindst lige så meget dem, der lever for- eller af sportsudøverne. Ordet "dyrker" er det centrale her - "The Fan" handler nemlig om hvordan en fans dyrkelse af baseball i almindelighed og af en super-sportsstjerne i særdeleshed, løber grassat og bliver til et sygeligt had til stjernen, der ikke gengælder den grænseløse hengivenhed og opofrelse som hans beundrer gør ham til genstand for.

Fan bliver til stalker
Beundringen og kærligheden til idolet der forvandles til besættelse og et destruktivt krav om opmærksomhed, kendes alt for godt fra den virkelige verden - tænk bare på John Lennon, som blev skudt af en fan - eller Monica Seles der blev stukket ned af en Steffi Graf-fan.

"The Fan"s titelperson Gil Renard (Robert De Niro), er i det store og hele en ganske almindelig midaldrende sælger - han er mildest talt ikke succesfuld, hverken i sit arbejde (som han mister undervejs), eller i privatlivet, hvor han har et kuldsejlet ægteskab bag sig, en ex-kone der hader ham, og en 10-årig søn, som han gang på gang har svigtet og kun kan vise sin kærlighed til, ved at slæbe ham med til baseballkampe. Baseball, og især hjemmeholdet The Giants, er nemlig Gils altoverskyggende passion. Han lever på minderne om at have været en lovende drengespiller - det tætteste han nogensinde har været på succes.

Tingene begynder for alvor at gå galt da The Giants hyrer baseball-ligaens bedste "hitter", Bobby Rayburn (Wesley Snipes), for den astronomiske sum af 40 millioner dollars. Da Gil ringer ind til et radio-talkshow og kommer til at tale med Rayburn, bliver de to mænds skæbner ulykkeligvis viklet ind i hinanden.

Rayburn bliver skadet under sin første kamp for sit nye hold, og får sidenhen massive problemer med overhovedet at ramme - hvilket han mener skyldes at han ikke kan få lov til at spille med sit lykkenummer "11" på baseball-trøjen, det bruges nemlig allerede at hans rival på holdet. Samtidigt med dette, følger filmen Gil, der inden for kort tid mister sit arbejde og får et polititilhold, der forbyder ham at komme i nærheden af sin søn og ex-kone - herefter har han kun baseball tilbage. Så han begynder at fokusere mere og mere på Rayburn, muligvis fordi han tror at hvis Rayburn kommer over sin krise, vil dét smitte af på Gil. Han begynder at "stalke" Rayburn, dvs. leve et liv i skyggen af stjernen.

Da Rayburn kommer over sin krise - muligvis på grund af Gil - føler beunderen, at idolet skylder ham tak. Desværre er Rayburn knapt nok klar over hans eksistens, hvilket sender Gil ud over kanten til afgrunden ... og filmen ud i en hæsblæsende finale.

Scott behersker sig
Tony Scott vil nok altid stå lidt i skyggen af broderen Ridley - desværre for Tony, er det også fortjent - de er begge uhyre talentfulde billedskabere, men mens Ridley har det magiske touch, der skal til, for at lave håndværk om til kunst, er Tony åbenbart dømt til at skulle "nøjes" med at lave solidt håndværk. Hans stil er de flotte billeder, hårde, hurtige klip og en desperat afhængighed af gode manuskripter - sidstnævnte har undertiden manglet, f.eks. i "The Last Boyscout". Denne gang har han heldigvis både en god historie og gode skuespillere - og han udviser denne gang en vis moderation i sin hæsblæsende klippestil og hårdtpumpede lydspor, hvilket absolut er et plus for filmen.

Det er næsten unødvendigt at sige det, men selvfølgelig er Robert De Niro fremragende til at portrætere den besatte Gil - er der egentlig andre end Joe Pesci (hans medspiller i "Goodfellas" og "Casino") der kan spille "trouble waiting to happen" lige så overbevisende? Selv om Wesley Snipes faktisk også spiller glimrende, er det De Niro, der både bærer og stjæler filmen. En pudsig men ganske sympatisk detalje ved filmen er, at der undervejs ikke bliver spillet på at Wesley Snipes er sort - det er han bare, men i "The Fan" kunne han for den sags skyld lige så godt have været en rødhåret irer - end of story!

Brugere

29/10-16stadig ikke en fan, men
The Fan har for mig altid ligget komfortabelt i bunden af Tony Scotts repertoire, men selvom et gensyn understregede filmens store problemer, så viste Scotts film sig også at have noget uventet slagkraft i momenter. Den store synder i problemerne er manuskriptet, der udover at være fatalt psykologisvag i hovedkarakteren (som Robert De Niro ligeledes spiller underligt fraværende og rutinepræget), også er tynd i dens konstruktion. I starten er der gode, menneskelige momenter, især mellem De Niro og hans søn, men manuskriptet får ikke trukket det psykopatiske i anden halvdel ud på troværdig vis, hvor det hele føles postuleret og billigt fremdrivende. Hvor The Fan dog vinder, er i Scotts imponerende iscenesættelse. Hans æstetik og filmsprog er atter engang overrumplende og med stor kraft, is...

01/03-05God film.
Er enig med nogle herinde, at der går lidt tid med at den kommer ordenligt igen, men jeg er tolmodig.. så det er nok derfor den sniger sig op på 4 stjerner :) god thriller :D

05/01-05Spørgsmål...
I scenen hvor Robert de niro kaster en kniv gennem rummet og rammer en flue, bliver der spillet et nummer, vistnok af Nine Inch Nails der lyder nogenlunde sådan her: I can’t help my isolation. Er der nogle der ved hvad det nummer hedder, for det er nemlig ikke på soundtracket til filmen.

11/11-04Fantastisk
Anonym
The fan er en fantastisk thriller, og det er helt klart en af de bedste film jeg har set. Skuespillet er kanon godt, Wesley Snipes viser virkelig sine tallenter i denne film, og så har vi selvfølgelig en altid seværdig Robert De Niro. Filmen har også en masse gode bi-roller, som f.eks. John Leguizamo og Benico Del Toro.
The Fan stå også med en god historie, og en god instruktør, hvilket også gør filmen bedre Og billed siden er utrolig smuk...

Alt i alt en af de bedste film der er blevet lavet, med dens store bonus af sin fantastiske rolle-liste, og det må siges at det helt klart er den mest undervuderede film i 1996.

21/07-04mmmm..
Anonym
og hvad er budkabet i The Fan? At det er en slem ting at blive en besat sportsfan, der fører sine psykopatiske fantasier ud i livet? BANTHA POODOO!

denne film er klart tony scotts ringeste og tåler ikke sammenligning med Any Given Sunday. De er ikke i samme genre. De har blot sportsarenaen til fælles. Det ville være det samme som at sammenligne The Last Boyscout med Field of Dreams ;)

får to stjerner for Snipes og del Toro. De Niro ser særdeles forstoppet ud i denne film

21/07-04Vildt go' film!!
Anonym
Hvis du ikk har set den så se den!... Skide god film der fortjener 6 stjerner.
Det hvad der tæller i en film er ikke action eller adventure eller 'Rambo'. En god film har et budskab...! Og det budskab skal man kunne lide selv...

06/06-04Gott-svar
Anonym
Sporten er det eneste fællestræk for de to film. Scott portrættere en fanatiker i opløsning, mens Stone viser de bagvedliggende (manipulerende) kræfter for football. Og jeg synes bare, at Any Given Sunday er klart den overlegne og bedste, for det lykkedes meget bedre for Stone at opbygge en medrivende stemning og spænding.
Med hensyn til mainstream-film generaliserer du. Overfor denne film og Pearl Harbor har jeg ”undskyldt” min høje karakter ved at henvise til den personlige oplevelse filmen gav mig, og ikke dens filmiske kvaliteter.
(i tilfælde af videre diskussion benyt venligst e-mail)

05/06-04Don igen!
Anonym
Først vil jeg starte med at sige, at du skriver gode indlæg her på scope, og du har sku udviklet dig til at være meget meget god i dine skrivninger. Du var slet ikke så god i starten som du er nu, men hold da op du har udviklet dig mand.....he he. Her positivt ment, virkelig.

Men jeg vil lige spørge dig om noget. Hvorfor er det du undskylder, hver gang du bedømmer en visuel flot film med høje karaktere? Tror du nogen vil miste respekten for dig og din smag? For det skriver du nærmest selv i dit indlæg til Oliver Stones film. Det synes jeg er en skam, at du sådan gang på gang skal undskylde og være den "fine" dreng, når jeg ved, at du har mere at byde på. Du behøver sku ikke skjule og undskylde din smag Don, jeg ser ingen grund til det. Du skriver jo forbandet godt. Jeg synes bare, at ...

05/06-04overflade uden dybde
Anonym
Mekanisk og nærmest manisk thriller, der fokuserer mere på den visuelle fremtrædning end den ellers udmærkede historie om fanatikeren, der på grund af egne livsproblemer indlever sig selv så meget i spillet, at han mister kontakt med virkeligheden. Efter at have instrueret min alle tiders yndlingsfilm, True Romance, vil Tony Scott for evigt ophøjes af mig som personlig genial. Hans film har altid en høj underholdningsværdi, men oftest ikke særlig meget på hjerte. The Fan er en af Scotts mere overfladiske film, hvor det fornødne psykologiske aspekt total overses. Det er først i slutningen, at filmen bliver spændende og vedkommende, men inden da skal man trækkes igennem flot filmede sportsklicheer. Robert De Niro leverer den lidt for meget på rutinen, mens Wesley Snipes gør et udmærket for...

01/02-04god nok
Anonym
det sgu en god thriller




Fakta

Medvirkende
Gil Renard Robert De Niro
Bobby Rayburn Wesley Snipes
Jewel Stern Ellen Barkin
Manny John Leguizamo
Juan Primo Benicio Del Toro
Ellen Renard Patti D'Arbanville
Tim Chris Mulkey
Richie Renard Andrew J. Ferchland
Sean Rayburn Brandon Hammond
Betjent Charles Hallahan
Bag kameraet
Instruktion Tony Scott
Produktion Wendy Finerman
Manuskript Phoef Sutton
Fotografi Dariusz Wolski
Klip Claire Simpson, Christian Wagner
Scenografi Ida Random
Musik Hans Zimmer
Genrer og relationer
Genre Thriller
Premieredatoer
Biograf 15.11.1996
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1996
Spilletid 115 min.
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Solgte billetter 24.847
Selskab TriStar Pictures, Scott Free Productions, Mandalay Entertainment
Biodistributør Nordisk Film

Se også...