Husk altid at takke!
Idoldyrkelse kan lynhurtigt blive til en besættelse - og hvis idolet ikke forstår at værdsætte opmærksomheden, kan dyrkelsen blive til had.
Engelske Tony Scott er ved at blive ærkeamerikaner - så amerikansk, at han nu for tredie gang laver en film, der foregår i miljøet omkring en ultra-amerikansk sportsgren - denne gang er det baseball det drejer sig om, tidligere har han lavet "Days Of Thunder" om racerløb og "The Last Boyscout" om fodbold (den rigtige amerikanske slags, ikke den føle-føle udgave der spilles i Europa!). Logisk set må det næste vel være en film om basketball?
Det der optager Scott er nu ikke så meget selve sportsgrenene, som de personer der dyrker dem - både dem der kæmper på banen, men mindst lige så meget dem, der lever for- eller af sportsudøverne. Ordet "dyrker" er det centrale her - "The Fan" handler nemlig om hvordan en fans dyrkelse af baseball i almindelighed og af en super-sportsstjerne i særdeleshed, løber grassat og bliver til et sygeligt had til stjernen, der ikke gengælder den grænseløse hengivenhed og opofrelse som hans beundrer gør ham til genstand for.
Fan bliver til stalker
Beundringen og kærligheden til idolet der forvandles til besættelse og et destruktivt krav om opmærksomhed, kendes alt for godt fra den virkelige verden - tænk bare på John Lennon, som blev skudt af en fan - eller Monica Seles der blev stukket ned af en Steffi Graf-fan.
"The Fan"s titelperson Gil Renard (Robert De Niro), er i det store og hele en ganske almindelig midaldrende sælger - han er mildest talt ikke succesfuld, hverken i sit arbejde (som han mister undervejs), eller i privatlivet, hvor han har et kuldsejlet ægteskab bag sig, en ex-kone der hader ham, og en 10-årig søn, som han gang på gang har svigtet og kun kan vise sin kærlighed til, ved at slæbe ham med til baseballkampe. Baseball, og især hjemmeholdet The Giants, er nemlig Gils altoverskyggende passion. Han lever på minderne om at have været en lovende drengespiller - det tætteste han nogensinde har været på succes.
Tingene begynder for alvor at gå galt da The Giants hyrer baseball-ligaens bedste "hitter", Bobby Rayburn (Wesley Snipes), for den astronomiske sum af 40 millioner dollars. Da Gil ringer ind til et radio-talkshow og kommer til at tale med Rayburn, bliver de to mænds skæbner ulykkeligvis viklet ind i hinanden.
Rayburn bliver skadet under sin første kamp for sit nye hold, og får sidenhen massive problemer med overhovedet at ramme - hvilket han mener skyldes at han ikke kan få lov til at spille med sit lykkenummer "11" på baseball-trøjen, det bruges nemlig allerede at hans rival på holdet. Samtidigt med dette, følger filmen Gil, der inden for kort tid mister sit arbejde og får et polititilhold, der forbyder ham at komme i nærheden af sin søn og ex-kone - herefter har han kun baseball tilbage. Så han begynder at fokusere mere og mere på Rayburn, muligvis fordi han tror at hvis Rayburn kommer over sin krise, vil dét smitte af på Gil. Han begynder at "stalke" Rayburn, dvs. leve et liv i skyggen af stjernen.
Da Rayburn kommer over sin krise - muligvis på grund af Gil - føler beunderen, at idolet skylder ham tak. Desværre er Rayburn knapt nok klar over hans eksistens, hvilket sender Gil ud over kanten til afgrunden ... og filmen ud i en hæsblæsende finale.
Scott behersker sig
Tony Scott vil nok altid stå lidt i skyggen af broderen Ridley - desværre for Tony, er det også fortjent - de er begge uhyre talentfulde billedskabere, men mens Ridley har det magiske touch, der skal til, for at lave håndværk om til kunst, er Tony åbenbart dømt til at skulle "nøjes" med at lave solidt håndværk. Hans stil er de flotte billeder, hårde, hurtige klip og en desperat afhængighed af gode manuskripter - sidstnævnte har undertiden manglet, f.eks. i "The Last Boyscout". Denne gang har han heldigvis både en god historie og gode skuespillere - og han udviser denne gang en vis moderation i sin hæsblæsende klippestil og hårdtpumpede lydspor, hvilket absolut er et plus for filmen.
Det er næsten unødvendigt at sige det, men selvfølgelig er Robert De Niro fremragende til at portrætere den besatte Gil - er der egentlig andre end Joe Pesci (hans medspiller i "Goodfellas" og "Casino") der kan spille "trouble waiting to happen" lige så overbevisende? Selv om Wesley Snipes faktisk også spiller glimrende, er det De Niro, der både bærer og stjæler filmen. En pudsig men ganske sympatisk detalje ved filmen er, at der undervejs ikke bliver spillet på at Wesley Snipes er sort - det er han bare, men i "The Fan" kunne han for den sags skyld lige så godt have været en rødhåret irer - end of story!
|
Forside
Tilladt for børn over 15 år
