Transatlantisk pardans
Björks musik og Lars von Triers filmkunst gør "Dancer in the Dark" til en film, der lever længe i erindringen - og i hjertet.
Lars von Trier og musicals. Ikke umiddelbart to størrelser, man skulle forvente ville gå godt i spænd sammen. Men med den længe ventede danske premiere på guldpalmevinderen "Dancer in the Dark" viser det sig, at Trier har skabt endnu en stor film, der som hans tidligere er gennemstrømmet af hans excentriske visioner fra første til sidste billede. Musicalgenren har givet Trier en undskyldning for hæmningsløst at skrue på publikums emotionelle kontrolknapper, og med Björks kongeniale musik er helhedsoplevelsen blevet nærmest lammende. Det er på én gang smukt, grimt, porøst og forløsende.
I musicals sker der aldrig noget slemt
Handlingen er henlagt til en flække i USA i midttredserne, hvor den tjekkiske immigrant Selma arbejder på den lokale fabrik for at tjene penge til sin søns øjenoperation. Sygdommen er arvelig, og Selma selv er så hårdt ramt, at hun i realiteten er blind allerede. Men blinde kan ikke betjene de farlige maskiner, så hun bluffer dagligt for ikke at miste sit arbejde. Selma er et musisk menneske, som bl.a. medvirker i den lokale teaterforenings opsætning af "Sound of Music", og ofte drømmer hun sig ind i en musicalunivers, hvor tingene ikke er så alvorlige og triste som i den virkelige verden. Som hun siger: "I musicals sker der aldrig noget slemt".
Hun skulle bare vide, skulle hun! For pengene til sønnens operation bliver stjålet af manden, i hvis udrangerede baghavecampingvogn hun bor, og da hun opsøger ham for at få pengene igen, kommer hun til at skyde ham med hans egen pistol. Herfra går det ned ad bakke for Selma. Det er ikke altid lykken at være tjekkisk immigrant og enlig, svagsynet mor.
Patos i tredje potens
Patetisk? Jo, tak. Og det virker, skulle denne anmelder hilse at sige. Efter at være gået gennem stadierne snøft, bævrende underlæbe og fugtige øjenkroge skal man være en gammel kyniker for ikke bare at lade stå til og lade tårerne rende frit ned af kinderne den sidste halve time. Det er både smukt, sørgeligt og rørende i en skønsom blanding. Trier lægger ikke fingrene imellem, men zapper kyndigt fra den ene tårekanal til den anden, i takt med at Björks musik bliver stadigt smukkere fra nummer til nummer. Det sjove ved musicaloplevelsen er, at følelsen holder længe efter, man er kommet ud af biografen. I erindringen danner musikken billederne og billederne musikken. Med lidt held varer "Dancer in the Dark" således et par døgn.
Musicalens spilleregler
Imidlertid handler "Dancer in the Dark" om mere end følelsesafpresning. Den handler mindst lige så meget om musicalgenren i almindelighed og Triers forhold til musicals i særdeleshed. Eksempelvis sætter Selmas teatergruppes opsætning af "Sound of Music" (som vi retfærdigvis kun ser i prøveforløb) denne aldeles rædselsfulde musical i relief, så den fremstår som det stykke tyrolerkitsch, den er. Og filmens figurer forsømmer ikke en lejlighed til at kommentere genrens spilleregler, som f.eks. i sangen "Den næstsidste sang".
Omvendt forsøger Trier at afhjælpe det irritationsmoment, der altid har været genrens hæmsko, nemlig de umotiverede udbrud i sang og dans. I "Dancer in the Dark" er hvert eneste nummer begrundet i en eller anden rytme, der naturligt opstår, når maskiner larmer, tog kører forbi eller grammofonstifter kører i et hak. Musikken opstår ud af rytmen, sangen ud af musikken og hele molevitten tilskrives i øvrigt en dagdrøm. Sådan! Ingen løse ender.
Surt at være danser
Det står imidlertid ikke helt klart, om Trier dybest set er glad for dans. Alle dansenumre er filmet med de efterhånden berømte 100 kameraer, og så skal der jo klippes noget. Det er mere musikvideo, end det er Fred Astaire. Selv filmes tekstur ændres, da dansesekvenserne tilsyneladende er indspillet på video, hvilket giver det transmissionspræg, som Trier efter sigende har tilstræbt i disse scener. Det fungerer flot og indtagende i filmen. Men selve dansen lider under det. Man ser aldrig rigtig koreografien eller de dansendes kunnen. Eksempelvis har stakkels Joel Grey ("Cabaret", 1972) et tilsyneladende flot stepnummer, som man næsten totalt snydes for. Det er bestemt ikke for dansens skyld, denne film skal ses.
Men filmens mange ingredienser går alligevel på forunderlig vis op i en højere enhed. De rystede, gustengullige billeder, Björks besynderligt skæve og sårbare figur (som hun i øvrigt spiller forrygende trods stærk London/Reykjavik-accent), den usandsynlige og patetiske handling, musikken, dansen og klipningen. Slutresultatet er stor kunst, som ryster og bevæger. Katarsis er, hvad det er. Indtagende og bevægende.
Kan Trier lide musicals? Utvivlsomt, når bare de er forlenet med en historie, der er lige så engagerende som et øksehug i foden. "Dancer in the Dark" er et filmgenis meget personlige opfattelse af, hvad en musical bør være, og på alle måder en stor film.
|
Forside
