Blue In The Face

Første gang man kunne møde Auggie Wren i hans tobaksforretning i Brooklyn, var i filmen "Smoke". Nu er Auggie, hans gamle venner og en håndfuld nye, tilbage. Et væld af korte improvisatoriske episoder båret af et antal kendte skuespillere, musikere og en instruktør, kædes sammen med dokumentariske brudstykker, omhandlende Brooklyn. © Scope

Produktionsår 1995
Genre Komedie
Instruktør Wayne Wang, Paul Auster
Medvirkende Michael J. Fox, Harvey Keitel, Giancarlo Esposito, Victor Argo
Spilletid 80 min.
Biopremiere 27.10.1995
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Wayne Wang

(INSTRUKTØR)
Det danske publikum kender primært Wayne Wang for to film: generationsportrættet 'Klub held og glæde' (1993) og den finurlige New York-historie 'Smoke' (1995) med Harvey Keitel i rollen som tobakshandleren Auggie Wren. Hans egentlige debut kom med krimi-komedien 'Chan is Missing' (1982), der blev til for blot 22.000 dollars. Filmen har ligeso...

Anmeldere

Scope
No Need for the Blues

Efterfølgeren til "Smoke" lever fuldt ud op til sin forgænger

Tro det eller ej, men det kan faktisk være farligt at være filmanmelder. Mange tror, at det bare er et spørgsmål om at sætte sig ind i en mørk biograf, se en film igennem, og derefter anbringe sig selv og den bærbare computer på en trendy cafe, hvor man så i løbet af 10-15 minutter klamper lidt handlingsreferat sammen med en småfilosoferende smagstilkendegivelse, tilsætter et par bisætninger, der afslører, at man har totalt check på hele filmhistorien, og så runder af med at lave en smart indledning (i stil med den her) og en opsumerende afrunding (til de læsere, der ikke gider at læse hele smøren).
Sådan er det selvfølgelig slet ikke. Anmelderjobbet er skam både hårdt og slidsomt, og mange anmeldere må førtidspensioneres grundet arbejdsskader. De mest almindelige skader er dårlige rygge (også kendt som biografsæde-polaps) og ... kæbeskader - sidstnævnte som regel forårsaget af, at man for tit gaber kæberne af led. Så er der dog også en mere sjælden variation, nemlig at man taber kæben ned i gulvhøjde af lutter begejstring.

Jeg var faktisk uhyggeligt tæt på at pådrage mig denne sjældne lidelse, da jeg første gang så "Blue in the Face" på Berlin Filmfestivalen i februar måned. Det var en 'næsten færdig' udgave af filmen, der blev vist ved den lejlighed, så det var med en blanding af nysgerrighed og gensynsglæde, samt en pude i skødet til at afbøde kæbeskader, at jeg satte mig ind for at se den endelige udgave af "Blue in the Face".

Barn af "Smoke"
Hvis der nu skulle være nogen, der ikke har læst min anmeldelse af "Smoke", så er en af de smarte ting ved WWW jo netop, at man hurtigt kan rette op på det - "Smoke"- herefter skulle der jo ikke være nogen grund til at fortælle mere om baggrunden for "Smoke" og "Blue in the Face". Udover måske at de ændringer, der er sket i "Blue in the Face" fra den blev vist i Berlin og til nu, primært er et fremragende nyt soundtrack, som David Byrne (Talking Heads) har sammensat med bidrag fra bl.a. Spearhead, Soul Coughing og John Lurie, og så en generel opstramning af scenerne (der jo som nævnt er improviserede). Personligt synes jeg, der var en vis charme i de (undertiden lidt for) lange improvisationer, men det er absolut en ubetydelig detalje i forhold til helheden.

Spilleglæden
Det, der skaber filmen, er en samling fremragende (et mindre ord kan ikke gøre det) præstationer fra hele filmholdet. Glæden ved at spille/lege er så åbenlys, at man undertiden ser, at skuespillerne kæmper en hård kamp for ikke at begynde at grine undervejs. Både topprofessionelle skuespillere som Harvey Keitel, stjerner som Lou Reed og Roseanne og ganske almindelige mennesker fra Brooklyn, leger sig gennem rollerne, og man fornemmer, at det har været lige så sjovt bag kameraet. Bare fordi det har været sjovt at lave filmen, er den jo ikke nødvendigvis god, men med "Blue in the Face" forenes de to ting lydefrit. Man bliver som tilskuer smittet af glæden.
Det er lidt uretfærdigt at fremhæve nogen præstationer frem for andre, men både Harvey Keitel og den forholdsvis ukendte Mel Gorham (som Keitels varmblodige latinamerikanske veninde) spiller specielt godt. De roller, der går igen fra "Smoke", bliver udbygget og fyldt ud - de går fra at være figurer til personer.

Når selv Brooklyn bliver smuk
Filmen gør det umulige. Den får den grimme nedslidte New Yorker-bydel Brooklyn til at virke som jordens fedeste sted, myldrende af et babylonsk virvar af mennesker med mærkelige historier, som de beretter til os med en smittende vitalitet.
Med "Blue in the Face" som et eksempel på hvor gode amerikanske 'independent'-film kan være, selv når de bliver lavet på kun 5 (fem!) dage, uden special effects, biljagter og skuddueller, må man endnu engang undre sig over, hvorfor i alverden Hollywood bruger så mange penge på mastodonter som "Waterworld".
Summa summarum - en af de film, der giver efterårsdepressionerne et solidt los bag i - kan uden forbehold anbefales.

Brugere

02/05-05Come Together Right Now
Efterfølger til “Smoke”.

”Blue In The Face” er ikke så meget en spillefilm, faktisk slet ikke, men består af en lang række små episoder, der alle kredser om Auggie’s (Keitel) tobaksforretning og er kædet sammen af halvdokumentariske klip fra rundt omkring i Brooklyn.

Episoderne er improviserede af skuespillerne på stedet, på samme tid som da de optog ”Smoke”, og det er der opstået flere morsomme situationer af, der er mere hyggelige end egentlig vedkommende, men enkelte af dem byder dog på pudsige hverdagsagtige ting, man som menneske vil kunne genkende og derfor vækker en tanke eller to.

Personligt blev jeg en anelse skuffet, for selv om det aldrig bliver kedeligt og de mange brudstykker faktisk danner en følelse af helhed ud af intet, så var det alligevel for fragmentarisk ...

05/01-05Behagelig film
Filmen har ikke den samme dybde, når det kommer til personerne, som sin forgænger "Smoke", men det er nu stadig en dejlig og opmuntrende film fra daligdagens Brooklyn.

Ligesom i "Smoke" er det Harvey Keitel´s tobaksforretning, som er bindeleddet for personerne.

Man kunne sammenligne og sige, at denne film i sit tema var en klasseudgave af den ellers udmærkede "Clerks", men det vil jeg lade være med at gøre. *G*

En herlig lille film, som efter sigende blev til, fordi Wang havde så meget materiale tilbage, som ikke blev brugt i "Smoke" og derfor blev denne film til.

En spændende cast med masser af gæsteoptræden fra folk som Jim Jarmusch, Michael J. Fox, Madonna, Lily Tomlin og Roseanne.


Fakta

Medvirkende
Pete Maloney Michael J. Fox
Auggie Wren Harvey Keitel
Tommy Finelli Giancarlo Esposito
Vinnie Victor Argo
Vinnies kone Roseanne
Violetta Mel Gorham
Dennis Stephen Gevedon
Tjener Peggy Gormley
Vaffelspiser Lily Tomlin
Syngende telegram Madonna
Lou Reed
Jim Jarmusch
Jimmy Rose Jared Harris
Bag kameraet
Instruktion Wayne Wang, Paul Auster
Produktion Greg Johnson, Peter Newman, Diana Phillips
Manuskript Wayne Wang, Paul Auster
Fotografi Adam Holender
Klip Christopher Tellefsen, Maysie Hoy
Scenografi Kalina Ivanov
Musik John Lurie, Calvin Weston, Billy Martin
Genrer og relationer
Genre Komedie
Undergenre Ensemblefilm
Nøgleord Utroskab
Premieredatoer
Biograf 27.10.1995
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1995
Spilletid 80 min.
Solgte billetter 33.899
Selskab Miramax Films, Internal Films
Biodistributør Nordisk Film

Se også...