"Som krimigåde er »Flaskepost fra P« sparsomt udviklet, idet politifolkenes efterforskning mest består af at google mistænktes navne og sende hinanden sigende blikke. Den kraftfulde skuespiller Jakob Oftebro bliver i særlig grad smidt væk i rollen som menig betjent."

"Bevares; den tekniske side af sagen er upåklagelig, skuespillet er solidt uden at være prangende, og generelt er der ikke noget at udsætte på overflade og design. Men ikke på nogen måde, der får filmen til at hæve sig over enhver gennemsnitslig tv-krimi."

"Moland får med små justeringer givet filmserien et friskt pust og en eftertænksomhed, som klæder universet. Han viser på den måde, at selv færdigstøbte genrefilm kan rumme mere indhold, end man umiddelbart tror – og det er altid velkomment at få demonstreret."

Jussi Adler-Olsen lever i bedste velgående. Men hvis han ikke gjorde ville man formodentlig have hørt ham vende sig i graven.

Nu har han selv valgt at sælge sin historie, og hygger sig formentlig med sine milioner - men han må alligevel undre sig over resultatet. Det er sjældent at det er en god idé at forsøge at koge næsten 500 sider krimi ned til en film - og her har man endda valgt at lave lange tavse passager, som yderligere stjæler ½ time af bogens handling.

Det er tydeligt at instruktøren har valgt at koge historien ned til en boullionterning og så starte helt forfra.

Hans valg har været at lave en billedskøn actionthriller, med en martret politimand og en psykotisk morder - og så har han valgt at parre det med noget der minder om essensen fra det originale plot.- med en m...

Den tredje Afdeling Q-film starter med, at der bliver fundet en gammel flaskepost. Den sætter Mørck og Assad på sporet af en psykopatisk forbryder, der har specialiseret sig i at kidnappe børn fra stærkt religiøse familier.

De første to film i serien blev lavet af Mikkel Nørgaard, men på "Flaskepost fra P" er norske Hans Petter Moland ny mand i instruktørstolen. Og det gør en lille, men ikke uvæsentlig forskel, for hvor Nørgaard havde en relativt bombastisk stil med en lidt klodset jagt på spændingseffekter, drejer Moland tredje afsnit i en mere køligt betragtende retning med stilfulde billeder af John Andreas Andersen og en mere sitrende spændingsopbygning, der virker fint.

Når jeg så alligevel ikke synes, at filmen holder hele vejen, skyldes det et noget tyndt og forudsigeligt pl...