"...et grimt og grumset filmet familiekomediedrama, som langsomt, gennem kvindesmerte og onkelhumor, vokser sig til et mærkværdigt og sygt sjovt mesterværk."

"... noget af det vildeste, du nogensinde kommer til at se i biografen. Så skynd dig af sted!"

"Uimodståeligt sjov, rørende og totalt ude af kontrol - det er en af årets bedste film, og du skal se den."

Jeg har vist aldrig helt set en film lignende det tyske komediedrama Min Far Toni Erdmann (der er vædet ind i anmeldersuperlativer). Dette er kun et faktum fra min side og ikke et led i min nydelse af filmen, jeg tror ikke på originalitet som noget anerkendelsesværdigt i sig selv. Det slog mig bare efter syn, at Min Far Toni Erdmann virkelig var noget anderledes. I sig selv starter Maren Ades film udmærket ud, men bliver så gradvist bedre og bedre og når for mig i løbet af den første time næsten det himmelstrøg, som vædelsen påstår. Min Far Toni Erdmann er på samme tid sentimental i sin historie, men leveres total usentimental, tydelige i sine pointer men aldrig udtalt, og selvom Ades instruktion er god (og Peter Simonischek og Sandra Huller fantastiske i hovedrollerne som far og datter)...

En midaldrende skolelærer med hang til practical jokes tager en måneds orlov for at besøge sin datter i Rumænien, hvor hun arbejder som virksomhedskonsulent. Men hun har alt for travlt til for alvor at bruge tid på faderen, og derfor opfinder han en alternativ identitet og bruger den til at crashe hendes liv.

Den tyske "Toni Erdmann" behandler to hovedtemaer gennem sin 162 minutter lange fortælling om far og datter. Det ene handler om det besværlige forhold mellem de to, hvor datteren er pinligt berørt over sin far og hans onkelhumor, og det er helt tydeligt, at de ikke for alvor har talt sammen i årevis. Men de kommer naturligvis tættere på hinanden i løbet af filmen.

Filmens andet hovedtema handler om det kapitalistiske system, som datteren er en udøvende del af, og faderen er me...

Jeg husker, at Thomas Nielsen engang skrev, at han ringede hjem til sin mor for at fortælle, hvor meget han elskede hende, efter at have set "Pans Labyrint" (dog kun som reaktion på et voldsomt anfald af allergi, right Thomas?).

Jeg ringede ikke, men oplevede samme lyst til at kontakte min legesyge far efter at have set 'Toni Erdmann' på et fly til USA.

Det var en stor oplevelse. Konstant fodrede stewardesser mig med vådservietter, mad og snacks og insisterede på at høre, om jeg ville have noget at drikke. Det ville jeg gerne. Først en cola, så en øl og til sidst et glas rødvin. Jeg pausede 'Toni Erdmann' et sted mellem 20 og 30 gange, også fordi jeg og en kammerat forsøgte at synkronisere afspilningen, som foregik på individuelle skærme.
Alligevel var jeg - og han, for den sags...