James Ivorys filmatisering af Kazuo Ishiguros roman er - selv om filmen forsøger sig med en lidt anden (åben) form for slutning - en mageløst vellykket periodeskildring.
Det handler om værdiers og sæders forfald set gennem en altid pertentligt pligtopfyldende butlers (Anthony Hopkins i én af sine allerbedste roller) optik i tiden før og efter 2. Verdenskrig. Normer, som især før krigen let bragte én i uføre, er på vej frem, mens butlerens eget univers langsomt smuldrer, og han martres af dilemmaet i valget mellem sin pligtopfyldende opdragelse, som er blevet hele hans liv og identitet og på den anden side drømmen om at slippe tøjlerne og "leve livet", som alle andre.
Det spidser for alvor til, da han ansætter den på én gang næsten ligeså ufejlbarlige men dog mere følelsesmæssigt in...