Inden den Hong Kong’ske action instruktør John Woo tog springet til Hollywood, lavede han lige denne virtuose omgang blodige ramasjang eller voldsballet, som det også er blevet kaldt.

Da jeg så den første gang tilbage i 90’erne var jeg blæst væk. Det var min første Woo film. Sjældent havde jeg set så fremragende og nyskabende forførende flot en actionfilm. Det var en fornem og unik perle, intelligent og hævet over genren var jeg sikker på.

Helt så vildt er det måske ikke mere, hvis det er med de briller jeg ser den. Men her +20 år efter, der rammer filmen stadig plet, selv om den sine steder i dag gør det af andre grunde.

For eksempel forekommer flere af scenerne mig så fuldfede selvbevidste b-filmsagtige og lettere cheesy, at det er en fryd.

Historien om to betjente, der...

SPOILER!

At se John Woos elegante og fuldstændig vanvittige action tour-de-force er ligesom at se et computerspil. Kun få helte, mange skurke, men til gengæld er heltene uffateligt hårdføre! Aldrig har jeg set så mange pistoler blive affyret på så kort tid og aldrig har jeg været vidne til en så høj bodycount i en shoot 'em up film.

Det meget tynde plot hvorpå alle de imponerende actionscener slår sine folder er bygget op omkring Tequila (en rå og karismatisk Chow-Yun Fat) vil have hævn over gangsterne i HongKong og til det slår han sig sammen med en ung undercover-agent.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at Hard Boiled skal ses for sine yderst kreative og velkoreograferede ildkampe og slagsmål. Og efter dette synes Face/Off ikke så kreativ i sine actionsekvenser mere, da det...

For at se en John Woo-film skal man være indforstået med et par ting: Et enkelt pistolmagasin kan vare ved i uendeligheder. Helte og skurke kan kaste sig gennem talrige glasruder, få skudt hagl og patroner gennem kroppen, og i sidste ende stadig stå oprejst med et smil på læben. En flok fjender kan skyde horder af skud mod hinanden uden nogle bliver ramt - og nærmest let på tå danse sig vej gennem en kugleregn. Og for at opnå besiddelsen af det fulde udbytte af en film som ”Hardboiled”, skal man først og fremmest kunne se æstetikken i en sygeligt velkoreograferet, Slowmotion-glaseret og lækker ildkamp. I John Woos hænder fås denne vare næppe bedre!

To mænd sidder på en restaurant. Begge kigger skævt og mistænksomt over mod et par andre borde. Ved disse sider en flok skumle herrer. De ...

Hvis man er til action film og John Woo film i det hele taget, så er denne film toppen af kransekagen.

Det er den mest actionfyldte film jeg har set og man skal lede længe efter en film med så mange skuddueller.


Da jeg i sin tid så den i Palads var jeg chokeret over, at bedst som man troede at filmen havde nået klimaks, så fulgte en endnu vildere action scene, som gjorde at man efter de 2 timer var helt udmattet.

Historien om de to mænd (tilsyneladende) på hver sin side af loven, der viser sig at have samme mål, er efter min mening John Woo´s bedste og mest underholdende. Også hvis vi inkluderer hans Hollywood film. Skudscenerne bliver udført med en timing og en elegance, som får en til at tænke på ballet og det er vildt underholdende.

Derfor får denne film i underholdninge...

Uden tvivl den mest hæsblæsende og blodigste actionfilm jeg overhovedet har set. Selve plottet er der intet synderligt nyt i, men det er jo også en John Woo-film, så det er helt klart actiondelen man kommer efter. Her bliver man vidne til de længste og blodigste skuddueller i mands minde, som jeg kun har set Woo har kunnet iscenesætte. Og action er der nok af.
Det er hæsblæsende, det er blodigt, og det er Woo'nderfull!