"I et imponerende tempo vender plottet gang på gang på en tallerken."

"Resultatet virker i sidste ende en anelse fortænkt, men "Identity" fortjener kredit for at søge fornyelsen."

"Som en gyser på et mere beskedent, elementært plan er den ... ganske underholdende."

"...blot en ordinær teenageslasher iklædt moderne designer-tøj."

"...en god, afbalanceret og underholdende film, som man nyder hele vejen igennem, og som aldrig bliver kedelig, langtrukken eller reduceret til en 'nu venter vi bare på næste mord'-type film."

"Det var en mørk og stormfuld aften..." Nej det er ikke The Julekalender, men derimod James Mangolds Identity, som sidder i dvdmaskinen. Men mørket og stormen er bestemt ikke den eneste kliche i genren vi præsenteres for i en film, som gerne vil være original og overraskende, men taber det meste på gulvet i et lidt for konstrueret manuskript.

Identity er i udgangspunktet en klassisk "who did it" film, og især i filmens første tredjedel, synes jeg, at den fungerer ganske udmærket. Men da tingene sande sammenhæng går op for en, smuldrer spændingen mellem fingrene på instruktøren. Hvem der dør forkommer ligegyldigt, men mere fatalt er man næsten ligeglad med at finde morderen.

Skuespillerholdet gør dog sit til, at man aldrig keder sig i løbet af den prisværdigt korte spilletid. Med Jo...

Det er meningen Identity skulle være inspireret af Agatha Christies Ti Små Indianere, men det eneste jeg kan genkende fra denne rædsomme film er at der er 10 personer med i filmen, og hvor er resten så af Agatha Christies historie? Og så er slutningen jo helt til grin og ligefrem latterlig.

Det er en fantastisk film, især starten er beundringsværdig! Det er også en film der kan ses mere end én gang, der dukker heletiden nye ting op, især starten giver endnu mere mening anden gang man ser den. Den bliver måske en anelse langtrukken i midten, og der er noget der ikke rigtig hænger sammen med drabene på de sidste mennesker, men ellers er den rigtig god, og er værd at se!

Spoilers


I ”Adaptation” siger Charlie Kaufman, at den mest brugte kliché i film i dag næst efter seriemordere, er personlighedsspaltning. I James Mangolds suspense-film ”Identity” bruges begge disse klichéer sammen med en mængde andre til at fortælle en forudsigelig og tam historie. Ti personer ender på det samme motel i Nevada-ørkenen under et kraftigt regnskyl, der oversvømmer hovedvejene. Selvfølgelig opstår der pludseligt en række mord. Det plejer der jo at gøre i sådanne situationer i denne type film. Plottwistet i filmen er så blot, at det hele foregår i hovedet på en mand, der lider af personlighedsspaltning. Dette fremgår allerede i de første scener, men alligevel serveres det hele, som var det en overraskelse. Det forklarer hvorfor karaktererne er så overfladiske og stereot...

Den er fuldstændig genialt, smukt, og overraskende lavet. Når jeg siger "overraskelser" mener jeg ikke hvem der er morder. det havde jeg nærmest regnet ud helt fra starten, fordi alle siger at man bliver så overrasket i slutningen kunne jeg gætte det.
Når jeg siger "overraskelser" i dette sammenhæng mener jeg den er overraskende flot lavet. starten er endnu en af de bedste scener jeg nogensinde har set i filmhistorien! Der går et laaaangt mellem spil, hvor der næsten intet sker. og hvor bliver nr. 2, 3 og 4 af? ser man dem blive dræbt? eller ser man overhovdet nøglen dertil? hmmmm...det syndes jeg godt nok de springer i!..