"Intet af det opleves som fortænkt eller fortærsket. Det er bare drama, man rives med af, så man i perioder næsten glemmer at trække vejret."

"...Susanne Biers stærkeste film til dato, skabt med en vilje og et mod, der klæder dansk film og kendetegner årets bedste af slagsen."

"I indkredsningen af personernes relationer overbeviser historien i hver meter, på en måde der gør Brødre til en af de væsentligste film fra de senere år."

"...et ærligt solidt og dystert filmdrama..."

"At Susanne Bier har skabt en af årets bedste danske film, bliver man hurtigt klar over. Spillet er knusende sikkert, filmen er fermt skruet sammen..."

Dette er dansk drama når det er bedst. Filmen er meget realistisk og skildrer på fornem vis hvad der sker med personer når døden pludselig banker på døren eller når de udsættes for traumatiske oplevelser. Realismen underbygges endvidere af godt skuespil.
Bravo Susanne Bier. 5 stjerner herfra.

susanne bier starter sit følelsesporno ridt som hun fuldender i den ulidelige "efter bryllupet"

slutningen giver en ekstra stjerne men susanne - nogen stor filmkunstner er du ikke. dine film indeholder lidelse, men den er tom og uvedkommende

Med Brødre fortsætter Susanne Bier i sit mest forudsigelige spor. Hun gør det som hun gør bedst, og gør det til en grade-A standard.

Som altid er det tragedien og og de jævne mennesker der står for skud. Majoren Michael sendes til mellemøsten, og erklæres død efter et helikopterstyrt, men i stedet fanges han af oprørere der maltrakterer hans sunde fornuft. Imens må hans fandenivolske bror Janik træde i karakter på hjemmefronten, og hjælpe Michaels familie gennem sorgen. - Måske lidt for ihærdigt.

Bier har virkelig ikke opfundet nogen dyb tallerken med denne fortælling. Istedet er det et genre-miks der låner lidt fra velkendte og gennembrugte fortællinger. Et ordinært trekantsdrama blandet med det tragiske familiedrama, som vi er blevet stopfodret med i danske film, og som har Feste...

Lige som Elsker Dig For Evigt er Brødre en ekstremt (dårlig) konstrueret historie uden en egentlig pointe, andet end at presse sine figurer ud i et følelsesmæssigt kaos. Læs: At få dem til at græde.
Nuvel, der bliver spillet fantastisk godt, dialogen er god, men – men - men; historien stinker. Hvis filmen havde været amerikansk, så var den aldrig kommet op i en dansk biograf. Det er uoriginalt (Plottet er hentet fra Pearl Habour) og pointeløst og dermed ligegyldigt, hvis ikke det var fordi at anmelder og publikum æder den råt. Jeg græmmes - og må indse at det vist er mig den er helt galt på den. Eller er det?

Det var hende fjolset til nyhedsoplæser, jeg tænkte på, det var sgu ikke Bier selv. Jeg er ikke idiot.