Spøgelset i huset
Robert Zemicks "Bag facaden" er en isnende og nervepirrende gyser-thriller i bedste Alfred Hitchcock stil. Har man lyst til et par timers intelligent, velspillet og hårrejsende filmunderholdning, kan man (u)roligt gå ind og se "Bag facaden"
Den succesrige videnskabsmand Dr. Norman Spencer (Harrison Ford) lever i et harmonisk ægteskab med sin smukke hustru Claire Spencer (Michelle Pfeiffer). Kort efter at de er flyttet ind i et gammelt hus, begynder den hjemmegående Claire at høre stemmer og se en spøgelsesagtig kvindeskikkelse. Samtidig begynder deres naboer at opføre sig meget mystisk, og Claire får på fornemmelsen, at gengangeren måske er naboens forsvundne kone. Den rationelle Norman afviser de overnaturlige fænomener og tror, at Claire er ved at blive sindssyg; måske fordi deres datter netop er flyttet hjemmefra. Claire indleder derfor i smug en undersøgelse af spøgelset for at finde ud, hvem det er, og hvad det vil. Fra dette udgangspunkt bevæger historien sig hastigt fremad og tager undervejs nogle overraskende drejninger. Intet viser sig helt at være, som vi umiddelbart troede....
Hjælp det spøger
I filmen er der masser af strømafbrydelser. Lys, der blafrer, knirkelyde, døre, der åbner sig, og en kvindelig hovedperson, der i blafrende natkjole bevæger sig rundt i det store, gamle spøgelseshus om natten. Ud fra disse ting skulle man umiddelbart tro, at den største inspiration til denne produktion er gamle horrorfilm som for eksempel Robert Siodmaks "The Spiral Staircase"(1946). Det viser sig dog hurtigt at være mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, der er Robert Zemicks egentlige forbillede. Han anvender nemlig i "Bag facaden" en masse gamle Hitchcock-kneb (MacGuffins, suspense og chock) til at få publikum til at gyse. Samtidig er der også et par små hints i filmen til Hitchcocks gyser "Psycho" (1960), som den årvågne vil bemærke. Resultatet er blevet en satans sindsoprivende film, som givet vil få biografgængerne til både at bæve af spænding og gnave godt i neglene undervejs.
Suveræn Michelle Pfeiffer
Filmen står og falder helt med Michelle Pfeiffers præstation som den måske gale Claire Spencer. Men hun formår heldigvis at give karakteren en del facetter, så hun ikke bare bliver en kliche på den forkælede rigmandsfrue. Samtidig lykkes det hende via sin mimik og kropssprog at gøre alle scenerne, hvor hun skælvende af angst går alene(?) rundt i det store hus, sindssygt uhyggelige. Man sidder på yderkanten af sædet, når hun langsomt drejer hovedet med opspilede øjne, fordi hun har fået øje på noget, der bevæger sig i en krog i baggrunden. Veteranen Harrison Ford spiller også udmærket som den lidt grå Norman Spencer. Først i filmen vækker han ingen særlig opsigt som den bundsolide doktor, men efterhånden som filmen skrider frem og hans karakter åbenbarer flere lag, får han mere at arbejde med.
Ramasjang og stilhed
Rent teknisk er filmen beundringsværdig. Den er eminent filmet med et bevægeligt kamera, der får huset til på én gang at fremstå som stort, labyrintisk og klaustrofobisk. Også den imponerende lydside bør fremhæves. Ofte er der masser af støjende ramasjang og chokeffekter, men heldigvis er der også lange spændingsopbyggende sekvenser med total stilhed. Filmens musik er komponeret af Alan Silvestri, og han har tydeligvis været inspireret af Hitchcocks film, især Bernard Herrmanns soundtrack til "Psycho". Selvom musikken altså ikke er særligt original, fungerer den fint i forbindelse med filmen.
|
Forside
Tilladt for børn over 15 år
